|
At skrive godt
— er blot det bedst tænkelige udgangspunkt for at skrive endnu bedre
Det kan nok være svært for dine kommunikationsansatte at komme og bede om penge til et retskrivningskursus. For er denne medarbejder ikke netop ansat på kvalifikationer der som minimum inkluderer kompetencen til at skrive korrekt, i hvert fald tilstrækkelig korrekt? Cand.mag.er kan da skrive!
Hm. Med en sådan holdning er du ikke bedre end en sportsdirektør der køber en dyr spiller til fodboldklubben og ikke faciliterer nogen teknisk træning ud over den han får i kampene. God teknik bliver ikke vedligeholdt og udviklet, og uhensigtsmæssig teknik bliver cementeret i spillet der jo må indrette sig efter den. Kan du se pointen?
Sproget er stort og uoverskueligt. Ligesom når vi lærer talesproget som børn, må vi også i skriftsproget begynde et sted og udvikle sproget derfra. Og ligesom det sker i talesproget, udvikler vi også fasttømrede grammatiske eller sproglige misforståelser og uvaner som først bliver rettet den dag vi støder på én som er dygtig nok og stædig nok til at bemærke det. De dygtigste og mest erfarne skribenter undervurderer som regel deres fejlprocent og forestiller sig ikke at der kan være misforståelser i deres skrivekundskaber. Virkeligheden er bare en anden, og det medfører konsekvente fejl som man kan undgå i al fremtid med et enkelt kursus.
Manglende sikkerhed i retskrivningen og grammatikken nedsætter bevidstheden om både ordenes betydning og deres funktion, og det påvirker enten effektiviteten eller kvaliteten i skriveriet.
|