Hvilket kommasystem gælder?
To kommaer
Mange tror fejlagtigt at nyt komma er afskaffet. Det er det ikke. Det eksisterer i kraft af den valgfrihed Dansk Sprognævn har indført i det reviderede grammatiske komma med hensyn til kommaer foran ledsætninger. Netop denne valgfrihed er identisk med den tidligere forskel mellem traditionelt grammatisk komma og nyt komma. Tidligere kulturminister Brian Mikkelsen fik altså i 2004 ét kommasystem af navn, og Dansk Sprognævn bevarede to kommasystemer af gavn.
Desværre er den brede offentlighed hoppet med på misforståelsen om at alt er ved det gamle, og det har fået Dansk Sprognævns anbefaling om ikke at sætte komma foran ikke-selvstændige ledsætninger — altså sætte komma efter praksis i nyt komma — til at drukne. Det er synd, for det er den bedste kommatering, og det er også den type kommatering man bruger i både Norge og Sverige (og Holland og Frankrig og mange andre lande), ligesom den ligger betydeligt tættere på det komma man bruger i engelsk, end det traditionelle grammatiske komma gør.
Der er med andre ord ingen grund til at afvise nyt komma. Tværtimod. Se også Effektivisér din virksomhed med nyt komma.
|