meld hellere dig selv

Fjern fejlene og skriv bedre

– kursus i sprogrigtighed

Aktuelt åbent kursus

– i en udgave skåret ned til 3 timer

Tid: mandag den 10. september 2012, kl. 13-16.
Sted: Endnu ikke fastlagt, men det bliver København K eller Ø og i professionelle omgivelser med eftermiddagsforplejning.
Pris: 1.300 kr. ekskl. moms.
NB: Kan sammensættes med kommakursus de to følgende mandage til i alt 2.900
Tilmelding: kontakt@retskrivningspolitiet.dk

Internt kursus

Et internt sprogrigtighedskursus i din virksomhed arrangeres (og sammensættes evt. med øvrigt indhold) efter aftale.
Se vejl. pris.

Om kursus i sprogrigtighed

Godt og korrekt sprog signalerer kompetence og et helhjertet forhold til det man laver. Dårligt og fejlfyldt sprog signalerer det modsatte, det vil sige mangler i enten evne eller vilje over for modtageren. Derudover skaber sprogfejl og -sjusk helt konkret irritation eller måske endda misforståelser.

Så var det ikke en idé at få pillet de værste fejl og unoder ud af dit skriftlige dansk? Det er i hvert fald ideen med kurset.

I arbejdet med at få fjernet dit sprogs blinde vinkler og misforståelser kan du også få de små åbenbaringer som fremover vil gøre det lettere for dig at skrive præcist og velklingende. Det er i så fald din bonus.

Niveau
Fra middelhøjt til tårnhøjt. Retskrivningspolitiet henvender sig altid til gode skribenter. Uanset hvor tjekket en skribent du er, vil du ikke føle dig talt ned til, for vi dvæler ikke længere ved banale sprogvanskeligheder end at du lige mærker bekræftelsen og får den gode tommelfingerregel pudset af. Har nogen på kurset særlig svært ved noget, får de ekstra øvelser de kan lave fra første til anden gang, eller efter kurset. Det handler om at detektere de fejl du måtte have, og derudover om at forbedre dit sprog. Alle får fjernet væsentlige fejl og uhensigtsmæssigheder de ikke var klar over på forhånd. Også de skribenter der ikke tror de har fejl.

Indhold
Ved at afkræve dig en kort skriveopgave forud for kurset, tager kurset ikke kun hånd om typiske fejl, men også om dine egne fejl og vanskeligheder. Og ved at du får lejlighed til at rette og give feedback på en af de andre deltageres korte tekst, får du trænet dit kritiske sprogblik.

Sat op i en tjekliste indeholder kurset som minimum følgende:

  • dine helt særlige sproglige uvaner
  • ét eller to ord
  • regler vedr. forkortelser, bindestreger, små og store bogstaver m.v.
  • endelses- og bøjningsproblemer, bl.a. r-problemer og t-problemer
  • klassisk nuanceblindhed, fx nogle/nogen, ad/af …
  • holdning til bedste valg i tilfælde af valgfrihed (findes ikke på konkurrerende kurser)
  • generelle tip til syntaktiske sætningsforbedringer (findes ikke på konkurrerende kurser)
  • introduktion til de vigtigste retskrivningsressourcer og vejledning i hvordan de bruges bedst
  • råd til konkrete vanskeligheder med at organisere tekster eller selve skriveprocessen

Formål
Det er kursets primære mål at du bagefter ved og aldrig glemmer ”hvad”, ”hvordan” og ”hvorfor” i forhold til de vigtigste typiske fejl i dansk, så de én gang for alle er pillet af dig. Derudover er det kursets formål at give dig indsigt i godt sprog og egne udfordringer i forhold hertil.

Komma vil ikke blive gennemgået. Der vil naturligvis blive svaret afklarende på generelle spørgsmål, ligesom konkrete fejl kan blive rettet når vi støder på dem. Men ønsker du virkelig at lære tegnsætningens kunst, henvises til Retskrivningspolitiets kommakurser.

Tilbage til Kurser

Kurser

Sprogtjek

Tekstarbejde

Korrektur

Komma

Til din chef

Test dig selv

Artikler og tip

Om

Kontakt



Du har ansvaret for dansk retskrivning


Ifølge Dansk Sprognævn baserer ændringerne i retskrivningen sig på ”den praksis som følges i gode og sikre sprogbrugeres skriftlige sprogbrug”. Som skriftlig formidler har du altså hovedansvaret for sprogets udvikling — dine sproglige mutationer bliver morgendagens retskrivning. Så har du tænkt på om du er med til at gøre sproget værre eller bedre?